Dette er en artikel, der oprindeligt blev bragt i
SM-bladet nr. 1 side 13 ; ca. 1989

Hvem bestemmer?

I ethvert forhold er der to parter. Dette gør sig vel især gældende i et SM-forhold, hvor der ofte kan være en skarp rolledeling under det seksuelle samvær. Den ene part, S, betegnes og betragtes som den udadfarende, aktive og bestemmende, medens den anden part, M, tillægges de modsvarende passive betegnelser: eftergivende, passiv og underdanig. Men 'hvem der bestemmer' må trods disse betegnelser betragtes som et meget flydende begreb.

M fastlægger strategien

Sådan som jeg ser det, er det M, der definerer og sætter grænserne for et samvær. Disse grænser kan ændre sig fra gang til gang; ja sågar indenfor den samme session, hvorfor det er vigtigt for M at kunne komme til at kommunikere dette ud og over til S, og derfor må parterne imellem sig finde en kommunikationsform, der ikke ødelægger spillet, men kan indgå som en del af dette.

S udfører taktikken

Den rolle, S har, er at udfylde de grænser, som M ikke er villig til at bevæge sig ud over. Dette betyder ikke nødvendigvis, at M til enhver tid ved, hvad der vil ske. Det kommer helt an på spillet. Yderpunkterne er på den ene side, at spillet bliver kørt så stramt, at det forløber som efter en drejebog, hvor alt på forhånd er givet; og på den anden side så løst, at der fra M's side kun er opsat nogle begrænsninger, indenfor hvilke S har frie tøjler, således at M ikke ved, hvad der vil ske i det næste øjeblik, men alligevel kan føle en tryghed ved at vide, at de ultimative grænser, der er blevet sat op, ikke bliver overskredet.

Nøgleordene er:

kommunikation og tillid.

Kommunikation

Kommunikationen skal eksistere på flere planer.

Før et samvær skal parterne have evnen til at snakke sammen om, hvad de har forestillet sig denne gang. Det er ligeledes på dette tidspunkt, at sikkerhedssignalerne skal aftales; især er det vigtigt at få aftalt noget der betyder et øjeblikkeligt STOP. Dette signal skal forefindes i både en verbal og en nonverbal form.

Under samværet skal M hele tiden være i stand til at kunne kommunikere med S; om ikke andet, så skal det ultimative signal: "Legen STOPPER lige nu og her!" altid kunne gives. Forhåbentlig får man aldrig brug for det, men det kan jo ske, at M får et ildebefindende, og således har brug for at komme løs øjeblikkeligt.

Eksempelvis kan man forestille sig, at M er bundet så vedkommende nærmest ikke kan bevæge nogen del af kroppen. I en sådan situation kan man opleve, at M pludselig får et anfald af klaustrofobi. Det kræver, at M øjeblikkeligt bliver løst af sine bånd - det kan være nødvendigt at bruge en saks til at klippe båndene over med, for at frigørelsen kan komme til at ske med tilstrækkelig hurtighed.

Bagefter - og sjældent lige bagefter, men evt. ved morgenbordet dagen efter - kan det være yderst vigtigt at få en snak om, hvordan det gik: for M's vedkommende gælder det om at rose S for de ting, der blev gjort godt, og komme med konstruktive forslag til forbedring - der må kun skældes ud, hvis der er blevet overskredet grænser, og så skal der skældes ud hurtigst muligt; for S gælder det om at sige til, hvis der har været usikkerhed om, hvorvidt et signal blev givet eller ej, og stille spørgsmål til om det f.eks. ville have været OK at gøre dit eller dat, som S ikke gjorde, fordi der blev følt tvivl og usikkerhed angående, hvorvidt det ville overskride en grænse.

Tillid

Det er af den yderste vigtighed for M at være tryg ved og kunne have tillid til S. Det er op til S om at indgyde denne tillid, og det kan kun gøres ved at være totalt lydhør over for M's grænser og til enhver tid respektere disse. Frem for alt gælder det om ikke at vurdere sikkerheds-signalerne, når de kommer. Er der usikkerhed om, hvorvidt der er blevet givet et sikkerheds-signal eller ej, så betragt det som afgivet. Det er M's opgave at give signalerne så klart og tydeligt som muligt, og S må have tillid til, at de er rigtige, og ikke tænke "det mener M sgu da ikke" og fortsætte, som om intet var sket. Er dette sket bare én gang, kan skaden være uoprettelig, og forholdet blive opløst.

Herudover findes der de for kommunkationen så vigtige:
Signaler

Signaler kan groft sagt inddeles i to grupper: sikkerheds-signaler og forstærker-signaler.

Sikkerheds-signaler er de signaler, der gør det muligt for M at fortælle, at noget skal stoppe.

Det kan være alt fra et pause-signal over 'ikke mere af det her, men gerne noget andet' til 'vi STOPPER alt NU!' Sikkerheds-signaler skal ubetinget adlydes.

Forstærker-signaler gives, når M ønsker at det, der foregår skal fortsætte i længere tid eller med en større intensitet. Her er det tilladt at vurdere, om M vil være i stand til at klare det. Det kan være vanskeligt for M at vurdere kroppens signaler, når man befinder sig i en seksuel ekstasetilstand, således at der bliver bedt om noget, der vil medføre, at kroppen vil lide en uacceptabel overlast. I en sådan situation er det selvfølgelig tilladt S at undlade at følge M's ønske, men S bør så søge at finde noget, der kan træde i stedet for det ønskede, og gøre dette, så spillet kan blive holdt kørende.

Eksempelvis kan M have fået en kraftig afstaffelse med et spanskrør, være gået ind i en tilstand, hvor smerten virker stimulerende og derfor ønske at få flere slag for at blive endnu kraftigere stimuleret. S kan imidlertid se, at hvis der slås mere, så vil huden briste, og det vil begynde at bløde, hvilket ikke er acceptabelt for hverken M eller S. S må derfor - trods ønsket fra M - stoppe her, medens denne leg er god, og finde på noget andet - hvad det skal være er fuldstændig afhængig af, hvem M er, og situationen.

Forstærker-signaler kan også gives af S, når der vil spørges, om det er OK at blive ved med det, man er i gang med, eller hvis der optræder usikkerhed med, hvorvidt M vil kunne klare en påtænkt intensivering i aktiviteterne.

Eksempelvis kan M være blevet afstraffet med en forholdsvis blød pisk, så bagdel og lår er blevet godt røde. S kunne nu tænke sig at skifte til at bruge en ridepisk, men er i tvivl om, hvorvidt M vil kunne klare at blive afstraffet hermed i dag. Derfor går S om foran M og viser M det påtænkte afstraffelses-redskab, hvorpå M signalerer, hvorvidt det er i orden.

Konklusionen er:

Lær at formulere dine ønsker og behov over for din partner og lær at respektere din partners ønsker og behov. Dette gælder både for S og M.

Hvem, der bestemmer i en given situation, kan kun udledes af situationen selv; men hvis man siger, at den, der kan nedlægge det endelige veto, bestemmer, så er det M, der bestemmer og har kontrollen, men i visse situationer er villig til at lade S have den; men S er hele tiden under opsyn af M.